![]()
![]()
![]()
Først vil vi ønske alle et rigtigt godt nytår. Vi håber, at det også vil
blive et godt år for afdelingen, men også et år som vi senere kan se tilbage på
som et udfordrende og spændende år, hvor vi fik både fornyet og forbedret
afdelingen. Vi i afdelingsbestyrelsen vil gøre vort bedste for at løse opgaven.
Vi er klar til at gå på med krum hals, og selv om vi aldrig kan gøre alle
tilfredse, vil vi arbejde på at tilfredsstille det store flertal.
I december måned var en del lejere desværre udsat for groft hærværk, idet
19 postkasser blev sprængt i luften. Det medførte beklageligvis en del besvær
for den enkelte, da vi først kunne skaffe nye postkasser efter ca. tre uger.
Heldigvis var hjælpsomheden og opfindsomheden stor, idet flere bad posten
benytte naboens postkasse, og enkelte fik en aftale med posthuset. Politiet har
fået fat i gerningsmændene og sigtet de ansvarlige, og vi har fået nye postkasser
betalt af forsikringen.
Nytårsaften forløb uden de store skader for afdelingen, og til vores og
funktionærernes store tilfredshed havde flere lejere lyttet til vores
opfordring om at rydde op efter sig, når man havde været ude og skyde nytåret
ind.
Afdelingen er også blevet ramt af stormskader, tre træer er væltet, og
flere af vore flethegn kunne ikke klare det hårde vejr og væltede eller rev sig
løse.
I øjeblikket er der fuld gang i fældning
af træer. Afdelingen har indledt et samarbejde med Karlebo kommune, som led i
et projekt med unge arbejdsløse. De unge har været på kurser i fældning og beskæring
og havde efterfølgende brug for en ”praktikplads”, hvor de under opsyn og
vejledning har mulighed for at afprøve deres kunnen i praksis. Vi er heldige at
komme med i en sådan ordning, da det ikke koster afdelingen noget. Tag derfor
godt imod de unge mennesker, de laver et pænt stykke arbejde.
Aftalen går ud på, at de fælder eller
beskærer de træer, som vi har aftalt og bortskaffer selve stammen. Vores
funktionærer sørger så for oprydning og fjernelse af grene osv.
Da man ikke på forhånd kan vide hvor mange
personer, der er til rådighed, kan projektet godt strække sig over et stykke
tid.
Når fældningen er afsluttet, vil vi
indhente tilbud på rodfræsning og opretning af p-pladser.
Vi har nu fået grønt lys fra Karlebo kommune vedrørende tilbud om udvidet
råderet og finansiering af lån til boligforbedringer. Afdelingsbestyrelsen har
derfor i samarbejde med administrationen udarbejdet en beboervejledning til de
lejere, der vil gøre brug at lånemulighederne til istandsættelse af køkken/bad.
Hvis du ønsker at benytte dette tilbud, kan du rette henvendelse til Inspektør
Nesa er nu i fuld gang med at udskifte vore lamper på stierne, de nye
lamper lyser meget bedre. Vi håber, at de kan være med til at skabe øget tryghed, når man færdes
ude efter mørkets frembrud.
Vi har tidligere fortalt, at køkkenet i selskabslokalet skal udbygges og
udskiftes. Vi har valgt et hvidt laminatkøkken fra firmaet IKD, som kom med et
tilbud, vi ikke kunne afslå. Det nye køkken vil blive opsat i uge 7 og 8, og
når det står færdigt, kan vi med rette sige, at hele lokalet har fået et
tiltrængt løft. Vi glæder os allerede til at vise jer det færdige resultat.
Maling af vinduer og karme på
indgangssiden bliver nu sat i udbud, så vi forventer at kunne komme i gang, så
snart vejret tillader det.
Omlægning af parkeringsplader ved
rundkørslen i Nordengen og opsætning af nye legeredskaber i henhold til
tidligere planer er også nogle af forårets projekter.
Vi har fået ansat en ny ejendomsfunktionær, som hedder Kenneth Nielsen. Han
skal afløse Arne Nielsen, der går på efterløn 1. maj efter mange års ansættelse
i afdelingen. Kenneth tiltræder stillingen 1.februar, så vi har mulighed for en
grundig oplæring samt et par ekstra hænder i forårsmånederne, hvor der altid er
rigeligt at lave. Vi glæder os til samarbejdet, og byder Kenneth velkommen.
Vi arbejder hele tiden på at få en god og tryg bebyggelse, hvor vi alle kan
trives trods vore forskelligheder. Bestyrelsen sætter tryghed i fokus både når
det gælder børn og voksne. Vi vil derfor gerne opfordre til, at man taler med
sine naboer. Det kan være med til at give øget tryghed, og man kan mindske
risikoen for indbrud, hvis man aftaler, at naboer holder et vågent øje med
boligen, når man selv er borte. Politiet meddeler, at et godt naboskab er hjælp
til selvhjælp og guld værd, når det gælder forebyggelse af indbrud.
Vidste du i øvrigt, at der i afdelingen er
flere tilbud om aktiviteter? Vi har en billard /dartklub i kælderen under
Byengen
Vi har også en gruppe kvinder, der går til
Salsa-motion. Det foregår om torsdagen fra klokken 17.00 – ca. 18.00 i selskabslokalet
Byengen 230. Hvis det har din interesse så mød op og få en snak med instruktøren.
Venlig hilsen
Afdelingsbestyrelsen